Heidi Hove: H J E M
Periode21 mar — 19 apr 2015
FerniseringFernisering fredag d. 20 mar, 17 — 21ÅbningstiderTorsdag — søndag, 13 — 17 eller efter aftalePlakaterne kan ses døgnet rundt i ankomsthallen på Sydhavn StationStøtteTak til: Den Ingwersenske Fond, Gustaf Packaléns Mindefond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Tönne von Christiersons Legat, Statens Værksteder for Kunst, Kgs. Enghave Lokaludvalg, Statens Kunstfond og Københavns Kommune
Kontakt vedr. udstillingensydhavnstation@gmail.com
I årene fra 1950 - 1997 samlede
en landmand i Nordjylland
en masse sten fra markerne
omkring sin gård. Stenene
var en stor byrde for ham
og forhindrede ham i at dyrke
jorden. Til meget stort besvær blev
hundredvis af sten i forskellige
størrelser fjernet fra markerne
og placeret i en stor dynge nær
gården. De små blev fjernet med en
skovl, andre med hest eller traktor,
mens de store måtte sprænges i stykker
med assistance fra naboer.
Landmanden var min morfar.
Han døde i 1997, men mange år senere
stod stendyngen der stadig ved
gården som et sejrsmonument
for et livslang arbejdsliv.//
In the years from 1950 – 1997,
a farmer in northern Jutland (DK)
gathered a large quantity of stones
from the fields around his farm.
The stones were a great burden
and prevented him from cultivating
the land. With extreme difficulty,
hundreds of stones of various sizes
were removed from the fields and
placed in a large pile near the farm.
The small ones were removed with
a shovel, others with horse or tractor,
while the major ones were burst into
pieces with assistance from the neighbors.
The farmer was my grandfather.
He died in 1997, but many years later
the pile of stones was still standing at
the farm as a victory monument to
a lifetime of hard work.
Hjemmet som Wunderkammer, Mindeteater og TomrumINTERVIEW AF MARIE BRUUN YDE
Hjem er et flertydigt begreb. Med internet, globalisering og urbanisering kan hjemmet som et stabilt tilbagetrækningssted synes for længst at være fortid. Omvendt findes behovet for beskyttelse, privathed og individualitet stadig. I litteratur og film skildres hjemmet både som uspoleret idyl, fx hos Morten Korch, og som rede for perversion og forbrydelser, fx i David Lynchs Twin Peaks. I Drømmetime med Janosch kommer tigeren og bjørnen i tvivl om, om Panama er et bedre sted end deres elskede hjem, men deres færd for at finde det ender atter hjemme, der nu opfattes som Panama og verdens bedste sted. I "Asyl for hjemløse" problematiserer den tyske filosof Adorno det ikke at kunne bo og have privatliv nogen steder, hverken i borgerskabets tyngende eller i funktionalismens rene, upersonlige strukturer. Således synes hjemmet som kunstnerisk sted nærmest at være noget, der kun er der, når det ikke er der. Hvad repræsenterer hjemmet for dig?Man tænker ofte hjem som en bestemt lokalitet, men det er måske snarere en tilstand eller følelse? Hjem er en proces – en slags tankeproces, som hele tiden er i forandring. Ens forhold til hjemmet skabes gennem en gøren og en væren over tid, hvor de ydre rammer, som repræsenterer det såkaldte hjem, møder ens personlige, psykologiske såvel som fysiske behov, der er med til at skabe hjemmefølelsen. Det er altså en tilstand, som rykker sig hele tiden og ligger i forlængelse af en selv. Hjemmet er ligesom erindringen en konstruktion. De adskilte bogstaver i titlen H J E M fremhæver hjemmet som en sammensat størrelse, hvor de enkelte dele tilsammen udgør en større enhed og den betydning, et hjem kan have, fx en base for tryghed. Hvis alle enhederne, faktorerne eller forholdene ikke er til stede, forrykkes hjemmet fra relation til udelukkende funktion og bliver blot en bolig. Det har jeg oplevet flere gange. Derfor repræsenterer hjemmet for mig en skrøbelig form, som til stadighed er foranderlig og afhængig af ens velbefindende.Serien Opgang viser mine naboers dørmåtter. Det spænder fra en gulvtæpperest til motiver af græske ornamenter eller blomstermønstre til statements så som Life is Good. Mit forhold til mine naboer er meget overfladisk og består ofte kun i et hej i opgangen. Vi ved meget lidt om hinanden. Af ejendele kender jeg kun deres dørmåtter. Det fik mig til at tænke på, hvorvidt man bevidst eller ubevidst bruger dørmåtten som et betydningsdannende middel og aftryk, et ansigt udadtil. Ved at isolere og fremhæve motivet igennem det forenklede udtryk ønsker jeg derfor at spørge ind til, hvad denne form for valg kan fortælle os om hinanden – hvis noget? Hvilket ydre billede ønsker man at konstruere over for omverdenen?I modsætning til dørmåtterne, som udstilles udendørs i plakatholderne i stationsfoyeren, bærer den indendørs udstilling præg af noget mere privat og værdifuldt, et slags skatkammer. Det omhandler banale barndomsberetninger og fortidsfragmenter, iscenesat og indpakket i en museal kontekst. Det er fragmenter og glimt fra en anden tid, et hjem fra fortiden.Det er to helt forskellige rum, du bringer sammen: Hjemmet, som indrammer livet og privatsfæren, og skatkammeret, som indrammer det særlige, kostbare eller sjældne, et ekstrakt af det levede liv, udstillet i et offentligt museum. De fundne genstande bl.a. fra din barndomshverdag bliver som et koncentrat af et større univers iscenesat som kuriositeter i et mikrokosmos. Du punkterer dog til dels skatkammeret som museal præsentationsramme, idet du netop bruger det til at vise almindelige og kasserede genstande som de indtørrede kontaktlinser og forkullede brød. Et sted herimellem mødes hjem og raritetskabinet i et personligt, både genkendeligt og nyt rum. Fungerer Wunderkammeret som en reference for dig?Wunderkammeret viser indsamlede naturhistoriske genstande, kunst og andre fund af interesse for samleren. Det kan måske forbindes til min udstilling, da det også handler om at indsamle forskellige historiske, eksotiske genstande fra en anden tid for derved at nyfortolke og sidestille dem med kunstgenstande, som bidrager til nye fortællinger. Filmrullen bag En Sørøver Parafrase, fra min barndom, som ikke udstilles, men afbildes her, ligner lidt et skattekort, da man kan fornemme tidens tand i det gule papir og de slidte kanter. Udstillingen består af elementer og brudstykker – ting, der ikke har nogen værdi som enkeltdele, men i arrangeringen tillægges værdi som i det klassiske Wunderkammer. Det tager alt sammen form som et slags mindeteater, hvor alle rekvisitterne er opstillet og udstillet i en blanding af fiktion, konstruktion og virkelighed.Hvor kommer kuriositeterne fra, og hvordan finder de en ny plads igen?De udstillede objekter i glasmontrer og de indrammede aftryk er delvis fundne objekter, spor og biprodukter fra menneskelig færden. Flere historier fra nær fortid og nutid sættes i spil og sammenblandes på udstillingen. Én historie stammer fra min barndom, hvor jeg havde trådt et stykke glasskår op i foden efter leg i haven. Vi var lige flyttet ind i et nyt hus på landet, men de tidligere husejere havde til vores irritation brugt haven som losseplads. Det begrænsede vor leg i haven, og jeg husker især en hændelse, hvor jeg gik med et stykke glasskår i foden i noget tid. 30 år senere vendte jeg derfor tilbage til haven og fandt nogle af skårene, som nu udstilles i glasmontrer, sammen med enkelte tallerkener og kopper, som er rekonstrueret – i en facon, som, jeg tænker, de vil have set ud som nye – for derved at spørge til, i hvilket lys vi ser vor egen fortid.Genstandene på udstillingen er jo i virkeligheden ting, som ingen værdi har – det er affald – ting, som er gået itu, henkastet og forladt, såsom en tom muslingeskal, glemte brød i ovnen og indtørrede kontaktlinser. Det er banaliteter fra et hverdagsliv. Det er efterladenskaber, som hver især har en historie – men som tilsammen bliver til en fortælling.Som jeg ser Sydhavn Station, arbejder stedet på flere måder med at give et udstillingsvindue til reminiscenser, ufuldendte værker og ingenting, forstået som en modsætning til den konstante virksomhed og meningsfuldhed og det, der forventes. Positivt kan man kalde det for processualitet, mens synonymer som det ufærdige, målløse, tiloversblevne og uproduktive er mindre påskønnede. Med tidens altdominerende vækstdogme kan man næsten få lyst til sætte tempoet ned for vise andre veje. Kan ingenting, tøven og værdiløshed ses som en modstand? Ja, jeg synes det er vigtigt at beskæftige sig med alle livets facetter, som eksempelvis det uhåndgribelige, skrøbelige og forgængelige. Det er som om, at der i vort samfund i dag ikke levnes megen plads til det, som ikke umiddelbart kan måles og vejes. Ved at indsætte banale hverdagsberetninger i en museal kontekst sås der derfor ikke kun tvivl om vor tids værdisætning, der skabes også en brille til at genopleve personlige, historiske øjeblikke fra en nær fortid og de mange betydningslag, som de må indebære.Kan Wunderkammeret som selektionsprincip så være en personlig måde at skabe mening eller skønhed på midt i modsætningen mellem det ydre krav om rationalitet og formålstjenlighed over for en indre følelse af meningsløshed og tab af hjem?Wunderkammeret kan vel nærmest betegnes som en rejse i hukommelsen, i en drøm, eller en anden verden. Det er en samling erindrings- eller associationsmateriale, som i sammensætningen, rekonstruktionen eller udvælgelsen får ny betydning. Men på den anden side bliver det også et showroom. Det er levn fra en fortid, som i nye klæder får ny betydning. Det er en konstruktion – en konstruktion af det liv, som leves, eller som ønskes levet.
