TRÅD TERAPI - Soloudstilling af kunstnerduo Considered to be Allies/ Mie Frederikke Fischer Christensen og Margaux Parillaud
Udstillingen Tråd Terapi består af en 15 sider lang tegneserie-frise i stationshallens plakatholdere, en stor fotoprintet tegning på billboardet ved stationens hovedindgang og en videoinstallation inde i selve udstillingsrummet.Videoinstallationen: Tråd TerapiRummet er delt op af et gardin der danner et intimt rum omkring videoen som vises på en stor skærm indkapslet i en træskulptur. Videoværket inviterer beskueren ind i en taktil terapisession imellem tre pseudofiktionelle karakterer placeret i et roterende tredimensionelt rum. Værkets tekst er baseret på vores eget samarbejde og er udviklet efter et forløb hos en parterapeut og derefter omskrevet til sin nuværende form. Som samtalen skrider frem, spinder de tre karakterer i fællesskab en tråd der skaber forbindelse mellem dem og beskueren.I kontrast til videoinstallationen der roterer, cirkulerer og kører i loop, udnyttes stationens plakatfrise til at udforske det lineære. Med afsæt i vores samarbejde har vi illustreret et fælles univers, og de mange verdener vi bevæger os rundt i. Hovedkaraktererne i frisen er de højpandede personer som vi også møder i videoværket. Derudover figurerer der mange cirkler, huller og kopper der på sin egen måde forsøger at modarbejde tegneseriens lineære natur. Værket er også et materielt eksperiment i samarbejdets muligheder og begrænsninger. Kan det lade sig gøre at samarbejde om at tegne? Kan det lade sig gøre helt at udviske den individuelle streg?Udstillingens gennemgående tema er vores relationer og betydningen af de netværker vi skaber og de forbindelser vi danner. Samtidig anerkender udstillingen de eksistentielle udfordringer der er i at skabe og vedholde transformative forbindelser. Udstillingens værker er alle skabt med et konkret afsæt i vores eget mangeårige samarbejde og er resultatet af en undersøgende og eksperimenterende tilgang til vores fælles proces. I udstillingen møder det hyperpersonlige det hyperbolske i et forstyrrende visuelt sammenstød mellem analoge DIY specialeffekter og den digitale og virtuelle 3d-virkelighed. De to udtryk spejler hinanden og bliver gensidigt repræsentative idet de begge morpher, transformerer og udvikles. Værkerne trækker således en tråd fra den tidlige væveteknologi til den videnskabelige tråd teori og samtidens computerprogrammering. De visuelle kontraster bevidstgører os om den korte levetid som både kroppen og programmerbar teknologi deler og peger os i retning af deres fælles strukturer og gensidige afhængighedVi har med en legende tilgang til vores kildemateriale skabt en alternativ virkelighed hvor sci-fi tvindes med mytologi, spiritualitet og naturvidenskab. En vigtig reference for os er skæbnegudinderne: Tre kvinder der ved fælles kraft spinder skæbnens tråd. Én deler, én spinner og én klipper tråden, som repræsenterer skæbnen og tiden. At spinde livets tråd, har I denne virkelighed udviklet sig til en meditativ spindekreds hvor den personlige og kropslige forbindelse imellem karaktererne bliver selve den maskine der spinder tråden. Frem for at opfatte skæbnen som noget stort og uhåndgribeligt, sammenfletter karaktererne den kropslige oplevelse af arbejde, fødsel og genetisk arv og skaber i samarbejdet den fysiske forbindelse der muliggør ændringer og transformationer henover tid. Udstillingen er støttet af: Statens kunstfond, Københavns Kommune, og Carlsberg fondet. Derudover vil vi gerne takke parterapeut Jeannette Øbroe og Kunstnernes Efterårsudstilling 21 for at udvælge os til årets KE21 pris og hermed facilitere værkets igangsættelse.