Anne Langgaard: Alt hvad vi ser er fortid
FerniseringFredag den 23. april kl. 15-20 efter gældende Corona retningslinjer med op til 10 i udstillingslokaletÅbningstiderUdstillingsrummet torsdag - søndag, 13:00 - 17:00Plakatfrise og billboard kan ses døgnet rundt i ankomsthallen og på stationens ydermur på forpladsen
StøtteUdstillingen er støttet af Kgs. Enghave Lokaludvalg, Københavns Kommunes Råd for Visuel Kunst og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat. Plakaterne og billboard er støttet af Augustinus Fonden.
Kontakt vedr. udstillingenSydhavn Station eller Anne Langgaard
Alt hvad vi ser er fortid tager udgangspunkt i Udstillingsstedet Sydhavn Stations placering på Sydhavn Station - et transitsted for lokale og rejsende. På en togstation er tid et centralt omdrejningspunkt. Om vi og togene kommer til tiden - eller for sent.
Selvom en stor en del af vores tilværelse er styret af tid, er der aldrig nogen som har haft succes med at lave et ur, der går fuldstændigt præcist. Det er et centralt mysterium inden for den naturvidenskabelige forståelse af verden; at det ikke er lykkedes nogen at komme frem til hvad tid er. Tid er det der gør, at vi oplever en udvikling der er irreversibel, og en fornemmelse af kontinuitet, men ifølge alle fysiske teorier er tid en illusion. Vores tidsfornemmelse er afhængig af konteksten, og vi oplever tid meget forskelligt, fordi tidsoplevelsen skabes i vores hjerner. Tiden kan påvirkes ved tyngdekraft eller bevægelse. Alt hvad vi ser med øjnene er fortid, for det tager lyset tid, at bevæge sig fra det vi ser, til det vi opfatter. ”Nu” er derfor en illusion. Værkerne i udstillingen forsøger på trods at fastfryse øjeblikket for at eviggøre det for herved at forlænge nuet og udsætte det uudsættelige; tabet af evigheden.
Alt hvad vi ser er fortid er et memento mori over hverdagens objekter. Billige ordinære materialer transformeres, hvorved der skabes et rum, hvor det smukke og poetiske i hverdagsmaterialer understreges gennem en håbløs investering i en zoomen ind på skønheden i de de ting, vi tager for givet. I udstillingen er forskellige dagligdagsobjekter helstøbt i bronze og aluminium samt modelleret i keramik og porcelæn. Et krøllet A3 papir er trykt på papir og en luftforladt ballon er skaleret op i overdimensioneret størrelse. Værkerne understreger og hylder det poetiske potentiale i dagligdagens objekter. De balancerer mellem det banale og det eksistentielle - mellem dagligdagsvarer fra Netto og døden som grundvilkår. Et forsøg på at holde fast i øjeblikket som passerer, for at eviggøre det.
Billboard samt plakaterne udenfor udstillingsrummet bliver hver især båret af et udsagn, der er taget fra kunstnerens personlige noter, hvoraf mange hænger i udstillingsrummet. Plakaterne og billboard, der normalt formidler reklamer, bliver her en slags randomiserede personlige statements placeret i et rum, der fungerer som transitsted for både mennesker og tid.