Bad Girl Painting
Monica Hughes, Helene Vestergaard, Kinga Bartis
FerniseringFernisering 16 oktober 202017:00 — 21:00
Åbningstider17 oktober - 15 november 202017:00 — 21:00
I Sydhavn Stations udstillingsrum vil Monica Hughes’, Kinga Bartis’ og Helene Vestergaards forskellige tilgange til maleriet udstilles side om side. I værkerne findes paralleller mellem udforskningen af hver deres feministiske og surreelle univers med forskellige grader af politisk, kulturel og personlig påvirkning. Hughes har med sit fokus på femininitet og seksualitet et ønske om at skabe en ny form for 'nude' ved at gentænke kvindekroppen. Malerierne beboes af hybride kvindelige figurer, hvorigennem Hughes kan undersøge emner som moderskab, hjemlighed, modstridende impulser og et underbevidst kvinde-centreret begær.
I Kinga Bartis’ malerier forener kroppe, landskaber, vand og jord sig og skaber organisk sammenhold i en malerisk fantasme. Beskueren fornemmer en personlig mytologi udfolde sig for øjnene af en. Politiske undertoner ses her i en luftighed i opløsningen af simplificerede dualistiske opdelinger som os/dem, rigtigt/forkert, krop/sjæl.
Hos Vestergaard udøves dagdrømmeriet, der her digter videre på blandt andet café interiør og DIY halloween dekoration. Det uhjemlige i det hjemlige udstilles i en portrættering af upassende, banale men underfundige motiver. Fragmenter fra kunstnerens hverdag sammensættes i tilsyneladende ulogiske og gådefulde collager.
De tre kunstnere præsenterer sammen en anden form for maleri, den forkerte form for maleri; hvor hierarkier indenfor malertraditionen er vendt på hovedet og fokus er på det kvindelige subjekts begær, blik og refleksion. Udstillingen fortsætter udenfor med et værk af Hughes i bill boardet.
Om plakatudstillingen: Anna Stahn og Kinga Bartis samarbejde 12 hours, shift tager udgangspunkt i en række teoretiske og poetiske tekster om utopier, kapitalisme og krop; Silvia Federici’s tekst “In praise of the dancing body” og Sayaka Muratas roman ”Convenience store woman” om et arbejdende menneske i en døgnkiosk. Teksterne er et bagtæppe til værkerne, grafik og maleri, der vil skabe en kritik af den producerende, kapitaliserede krop. “Vi vil arbejde med en kritik af og tilbagetagen af den producerende krop, den u-brugelige krop, kroppen der ikke kapitaliserer og er i vejen, kroppen der kapitaliseres men lider under det, kroppen der belønnes for sin kapital og plads, men mærker en ambivalens, kroppen der ikke belønnes og gør modstand.”
Udstillingen er støttet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond.
Kontaktperson: Helene Vestergaard +45 24627959 eller hvestergaard@outlook.dk