21 sep — 20 okt 2019Anna Walther: Dronningen er død
FerniseringFredag d. 20. sep 201917:00 — 21:00
ÅbningstiderTorsdag—søndag 13:00 — 17:00
StøttePlakater og billboard er støttet af Statens Kunstfond og Augustinus Fonden. Udstilling er støttet af Københavns Kommunes Billedkunstudvalg.
Kontakt vedr. udstillingensydhavnstation@gmail.com eller Sonja Lillebæk Christensen på sonjalillebaek@hotmail.com, tlf. 50420772
Dronningen er død - scene for en overgangsperiode, markeret af en autoritets død …
Til udstillingen Dronningen er død, i udstillingsrummene på Sydhavn Station, har Anna skabt en række nye værker, der vil gøre det ud for én stor totalinstallation, som leger med forholdet mellem det private og det offentlige rum, mellem det overlagte og det tilfældige og mellem inde og ude. Det hele er iscenesat på et væg til væg tæppe, refererende til udstillingsstedets historie som tidligere DSB-kontor.
Gennem performative benspænd, ude i virkeligheden, indsamler Anna materialer til sine legende og komplekse installationer. Pigmenterne fra en kirkegårdsmur, kogte knogler indsamlet på Kentucky Fried Chicken, græskar pustet i glas, en vikingesværdsattrap i moseeg, en trone i stål betrukket af stof fra sæder fra S-toge, et 24 timers lyd mash-up af den onde fyrst Tengils kendningsmelodi (Brødrene Løvehjerte) og en flok healende fårekyllinger, er blandt den lange liste af materialer der indgår i værkerne på udstillingen.
I de 15 plakater ude i hallen på Sydhavn Station viser Sonja Lillebæk Christensen værket Mur, en ca. 12 meter lang frise. Med udgangspunkt i foto og maleri bearbejdet og redigeret digitalt tager Sonja sig sine friheder til at flytte rundt på motiverne hentet fra virkeligheden, fund fra hendes have (en gammel losseplads) eller fra hendes fortid, og sammensætter dem på ny. Alt sammen ender op i et sammensurium af forskellige spor, der udspiller sig i et mere eller mindre surrealistisk rum, hvor det gennemgående motiv er en mur.
Fælles for Anna og Sonjas kunstneriske arbejde er at de håber på at kunne gøre de dele af samfundet, der ser på kunst, opmærksom på de mange forskellige former for liv der leves, men som ikke altid passer ind i den borgerlige middelklasses tænkning omkring hvad det gode liv er.
Anna Walther er født i 1990 og er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2017. Hun arbejder i spændingsfeltet mellem skulptur, tekst og udvidet maleri. Anna er en af de mest eksponerede kunstnere herhjemme pt. og har en stor udstillingsaktivitet for og bag sig, i og udenfor Danmark.
Sonja Lillebæk Christensen er født i 1972 og er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2003. Hun arbejder med video, installation, tekst og billeder. Sonja viser pt. en ny videoinstallation på Fregatten Jylland og er en af de ti kunstner bag Udstillingsstedet Sydhavn Station.
Fredag d. 20. september er der desuden fernisering på ”Intet er oppe til diskussion” af Anders Christian Eriksen i billboardet under togbroen ved Sydhavn Station.