Camilla Rasborg: Fra Mit Skjul
PeriodeFredag d. 15 okt - d. 14 nov 2021FerniseringFernisering fredag d. 15. okt 17:00 - 21:00ÅbningstiderUdstillingsrummet: daglige åbningstider torsdag - søndag, 13:00 - 17:00Værkerne i billboardet og i plakatfrisen kan ses døgnet rundt på stationens ydermur på forpladsen ved Ernst Kapers Vej og i stationens ankomsthal.
StøtteUdstillingen er støttet af Grosserer L.F. Foghts Fond, Statens Kunstfond og Rådet for Visuel Kunst, Københavns Kommune. Plakater og billboard er støttet af Ny Carlsbergfondet og Slots- og Kulturstyrelsen.
Kontakt vedr. udstillingensydhavnstation@gmail.com eller Camilla Rasborg på e-mail eller tlf. 2613 2982
Mit atelier i Sydhavnen tager mere og mere form af en interimistisk hule. Tidligere og nye malerier er taget i brug som rumdelere. Det hele synes at være ved at lukke sig om sig selv eller måske kollapse. Malerierne er løst komponerede billeder med mange forskellige elementer, der aldrig helt samles. Motiverne tager nogle steder form af en slags landskab eller rumlige opbygninger. I andre malerier kunne motivet minde om ansigter og kroppe, men de er udviskede og mangelfulde, som hvis man så syner. De er malet i blandede sindstilstande af nødvendighed, meditative stunder og frimodige indslag. Meget er skjult til det sidste. Nu stilles hulens indhold til skue i de 2 udstillingsrum på Sydhavn Station: 24 malerier i varierende størrelser, udført med æggetempera på fundet og overleveret træ og pap. Malerierne er koloristiske og sanselige med spor af pladernes beskaffenhed.
Plakatfrise i forhallen15 små automat-tegninger, udført på en billig, hvid huskeseddels-blok, er blevet scannet og forstørret til plakatstørrelse på 80 x 120 cm. Hver plakat er printet i 20 dele og samlet med tape. Der vises en personlig motivverden af både skrøbelighed og humor. I den stærkt forstørrede udgave får motiverne en særpræget stoflighed - tuschstregerne er blevet til tykke reb, der snor sig, og grove flimrende blækklatter.
Billboard udenfor, under togbroenEn automattegning udført på en billig, hvid huskeseddels-blok, er blevet scannet, forstørret og printet i 240 x 240 cm. Tegningen foregår i et univers med inddelinger, lidt som en facetteret prisme. Vi får kun adgang til brudstykker af et motiv – så sker der et skift – det der var sort er nu hvidt og omvendt. Stort velkommen til alle besøgende på stationen!