Lys, skygge og lækage - en tolkning af fortidens og nutidens liv ved, på og i havet
En udstilling af billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen, med udlånte fotografier fra Skagens Museum, i plakatfrise og Billboard.
Billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen præsenterer udstillingen Lys, skygge og lækage på Udstillingsstedet Sydhavn Station. Her møder fortidens billeder nutidens blik – gennem fotografier, tekst, video og glas installation.
Åbner d 17 oktober kl. 17-20.00.
17 oktober - 16 november
Åbingstider: torsdag - søndag 13.00 - 17.00.
I stationens plakatfriser og billboard ses 120–145 år gamle fotografier fra Skagen, udlånt af Skagens Museum. Motiverne - fiskermiljøet, byen og menneskene der levede der - kobles til nutidens stemme og blik, hvor velfærdssamfundet har givet muligheder for, at flere kan komme til orde - også dem der før hen var henvist til at at være et motiv, en genstand for andres blik.
I udstillingsrummet præsenteres en større LED-video- og glasinstallation, skabt i Skagen, i et samarbejde mellem Sonja og glaskunstner Janusz Walentynowicz. Kunstværket bevæger sig over og under overfladen i de danske farvande og forbinder havet med både historiske og personlige fortællinger.
Installationens forskellige elementer trækker tråde mellem kunstnerkolonien i Skagen for mere end 120 år siden, og nutidens politiske landskab - og kunstnerens egen baggrund som datter af en sømand. Breve, tropiske konkylier og reference til de transatlantiske undersøiske kabler flettes ind som billeder på både global kommunikation, magt og erindring.
Baggrund for udstillingen:
Under et tre måneders ophold på Skagen Air / Skagens Museum, vinteren 2025, fandt der store begivenheder sted i verdenspolitikken: ny præsident i USA, krig i Europa (og mange andre steder), stor medieopmærksomhed på havene omkring Danmark - som bl.a. deles med Rusland - oprustning af søværnet og fokus på det allerede katastrofale havmiljø i de danske farvande.Opholdet gav også mulighed for at dykke dybere ned i kunstnerkolonien i Skagen, som levede og arbejdede der for over 120 år siden. Bagkataloget for flere af de historiske kunstnere viste tydeligt, hvem der dengang havde friheden til at blive kunstner. Det var ofte børn af velstillede familier – som købmænd, en magtfuld position i tiden. Ancher-parret, som boede i Skagen året rundt, i modsætning til de øvrige kunstnere, havde stor fordel af Annas lokale forankring. Ja, faktisk var det nok Anna, som den eneste lokalforankrede i kolonien, der kom fra gode kår og kulturel kapital, via sin mor – datter af en rig møller i Skagen – og sin broder Degn Brøndum, der havde overtaget farens virke, som den mægtige købmand og hotelvært i byen.
I Ancher-parrets hus står på en lille kommode flere store konkylier fra det Caribiske hav. Der går forskellige historier om, hvordan de er endt i Skagen – sandsynligvis gennem forliste ruteskibe fra Jomfruøerne til København, hvor fiskerne fandt dem i deres net, efterfølgende. Andre fortællinger nævner romtønder, der pludselig dukkede op i købmandens besiddelse, og konkylier, der blev brugt som støtter i lastrummene og siden da, som havepynt i prydhaver.
Da jeg så konkylierne i det kultiverede hjem, blev jeg mindet om, at jeg selv er vokset op med hjembragte konkylier. Min far var sømand og sejlede på de syv have fra han stak til søs som 15-årig og frem til begyndelsen af 1980’erne. Hos min mor står stadig to mindre konkylier. Hun syntes altid, at det dér med at føre sig frem som verdensmand – at vise, at man var berejst - var blær. Hun forstår i det hele taget ikke, hvorfor jeg interesserer mig for fortiden, når hun selv har kæmpet for at glemme den: en nomadelignende tilværelse præget af druk, smadrede hjem, hårdt arbejde i restaurationsbranchen, kort skolegang, - og børn, der arvede forældrenes konflikter.
I LED-videoinstallationen indgår billeder af håndskrevne breve og oplæste sætninger fra min fars sidste rejse – på et kabelskib udgående fra St. John’s, Newfoundland. Han understreger flere gange, at når han og min mor skulle tale sammen i telefon, måtte hun huske, at linjen ikke var sikker.
Kablerne på havbunden, lagt allerede i midten af 1800-tallet, spiller også en rolle i videoen - en væsentlig international handels- og kommunikationsform, som den vestlige verden benyttede sig af. Men altid med bevidstheden om, at “nogle” - også fjenden - lyttede med.
Kæmpe konkylien, jeg har brugt i videoen og glasinstallationen, har jeg lånt af Beton-Jens fra Skagen. Han fik sine kæmpe konkylier i 1980’erne, da han sugede sand ved Grenen til udbygningen af havneområder rundt i Danmark.
Tak til:
Janusz Walentynowicz - kunstner, for glas ekspertise og værksteds fasiliteter, Skagen.
Andreas Bjerre - historiker / SKM, for samarbejde omkring udlån af fotos mm.
SKM / Skagens Museum og SkagenAir.
Anette Fredsted Aalling - kunstkonservator / SKM, for kikken på og rensning af konkylie og forbindelse til Mette Westergaard Nielsen - naturhistorisk konservator.
Kresten Langvold - Kunstformidler / SKM.
Natacha Mia Kir - museuminspektør og naturhistoriker / Museum VEST.
Christian Schmidt-Rasmussen - kunstner og ægtefælle, hjælp på glasværkstedet mm.
Beton Jens - Skagen Beton, for udlån af kæmpe konkylie til afstøbning.
Jan Kæraa Rasmussen for ophold - lån af lejlighed i Skagen.
Mandskabet som var på arbejde på Cosmos Trawl - Skagen.
Mikkel Nielsen - mekaniker og frivillig på Maskinrummet - Skagen.
Udstillingen er støttet af: fake foundation, , Rådet fot Visuel Kunst - Københavns Kommune og Statens Kunst Fond. Plakater og billboard er støttet af: Udstillingsstedet Sydhavn Station / 15 Juni Fonden og Jorck’s Fond.
