De tre kunstnere udstiller i hver deres rum på Sydhavn Station: Marmor er udgangspunktet for Anne Skole Overgaards værker i det lille rum, ”Kastanje-breve” er titlen på et værk af Helle Kingbird Bjerregaard i det store rum og Birgitte Thorlacius’ grafik i plakatholderne er inspireret af den følelse hun har, når hun er på rejse, sidder i toget og ser ud gennem vinduet. De tre kunstnere har alle et materielt nærvær i deres værker.
I S-togsstationens forhal, hvor folk haster forbi, udstiller Birgitte 15 originale grafiske tryk, som består af flere lag af aftryk og grafiske eksperimenter. Et tema er længsel og det at man selv sidder stille, mens flygtige, uhåndgribelige billeder farer forbi derude på den anden side af vinduet. Små glimt af forskellige virkeligheder – skyer, fugleflokke, stubmarker og stjernehimmel.
Længsel, men efter at se ind i fremtiden, er ligeledes temaet i Helles rum, som har titlen "Alkymisten". I værkerne krydses hendes egen interesse for alkymiens åndelige og materielle transformation - i jagten på de vises sten, forsynet og guldet, med hendes møde med alkymisten. Dét alkymisten længes efter er håbet, og klarhed om sin fremtid, der af eksistentielle og politiske grunde synes uvis. Et centralt værk handler om traditionen med, at læse fremtiden i bunden af koppen, efter man har serveret tyrkisk kaffe. Kunstneren har lavet kopper til alkymistens kaffebar, som han så inderligt drømmer om. I udstillingen indgår kopperne dog, som et muligt håb, om at se ind i fremtiden. Spørgsmålet er om alkymisten nogensinde vil se sit hjemland igen. Udstillingens gæster inviteres også til at få deres fremtid læst i kopperne. Fjeren, der går igen som motiv, er symbolet på alkymiens forvandling, hvor man efter rejse gennem det uvisse, som en fugl Fønix genopstår på ny, tættere på æteren - det himmelske lys og verdenssjælen.
Anne Skole Overgaard har malet en draperet fane og en kvist med egeløv fra en marmorstatue i Carrara i Italien. Her har man hentet marmor i bjergene i hundredvis af år og et foto viser dette hullede landskab, der er formet i takt med at marmoret er blevet hugget ud. Da Italien blev samlet omkring 1861 sagde man; ”Nu har vi skabt Italien, så mangler vi bare at skabe italienerne” – og det forsøgte man bl. a. at gøre ved at opstille nationale monumenter i hver en by, som statuen i Carrara. Kunstneren bor selv en del i Italien og overvejer om det er muligt for hende selv at blive italiener. Hun har lavet en marmorskulptur af et bøgeblad, som et forsøg på et meget lille monument over den danske kulturelle baggrund hun til dels er formet af.
