Hen over sommeren vises en serie af 15 store plakater, baseret på linoleums- og træsnit, i forhallens plakatstandere på Sydhavn Station. Plakaterne, som alle er fra Michael Norre`s nyeste bog ”NORMAL GRAFIK”, er en kredsen om den absurde normalitet, hvor individet hele tiden møder homogenitetens krav og inddæmning. Kroppen, hjemmet, bilen og sociale medier er måder, hvorigennem man kan udtrykke og blande ens psykiske og kulturelle elementer i et forsøg på at definere hvem eller hvad, man gerne vil være!
Plakaterne er trykt i farverne rød, hvid og sort. En farvesammensætning man ofte forbinder med dogmatiske og propagandistiske, fascistoide bevægelser. Her dog med et modsatrettet indhold der, forhåbentligt, opfattes antiautoritært, eksistentielt, personligt og alligevel alment. På mere eller mindre poetisk måde forsøger Michael Norre at indfange hverdagens travlhed, presset fra familie, venner, arbejde og offentlighed (læs vækst og forbrug), følelsen af ikke at være helt tilstedeværende i øjeblikket. Kravet om altid at ”være på” – mange steder.
Kort sagt handler projektet om eksistens, individualitet og samfundsvilkår.
Lige nu aktuel på BRANDTS i Odense. Udstillinger og bogudgivelser bl.a. på HCØ69 i København (2014) og bogudgivelserne Horrororror, New & Free, Passport og Aa- Alphabet på Black Box Gallery, København (2012/2013).