Anders Christian Eriksen: Paradis (solo)
ÅbningstiderTorsdag—søndag 13:00 — 17:00 i udstillingsrummet.
Som følge af sundhedsmyndighedernes anvisninger for at bremse Corona-smitten vil der ikke blive afholdt fernisering på udstillingen og der vil kun vil være adgang for fire besøgende ad gangen i udstillingslokalerne.
StøtteUdstillingen er støttet af Rådet for Visuel Kunst.
Kontakt vedr. udstillingensydhavnstation@gmail.com eller Anders Christian Eriksen 60878730
Udstillingen består af en serie nye malerier og tegninger på mdf-plader og papir. Værkerne udspringer fra et ønske om at skabe et åndehul i tilværelsen og kredser om drømmeagtige steder eller tilstande hvor alt er stoppet og alting derfor potentielt kan ske.
På billederne ses forskellige farverige landskaber og rum der er blevet til i et utal af transparente lag i akrylmaling, akvarel, farveblyant, kuglepen, tusch, blyant og rettelak. Landskaberne fremstår øde og i rummene ses kun enkelte tegn på beboelse og liv. De få ting der dukker op, peger i retning af noget hjemligt: potteplanter, farvede vinduesglas og køkkenredskaber. I en af baggrundene ses en oplyst horisontlinje. På en anden, igennem åbninger i en endevæg, skinner orange og lyserøde himle ind. Der er en ro over dem. Ved første øjekast virker scenarierne stille og statiske. Billederne virker anderledes hektiske og famlende på nært hold. I virvaret af alle de transparente lag, anes tidligere motiver, overstregede skitseringer og et mylder af små abstraktioner gentaget om og om igen. I overlappet mellem det søgende og fredfyldte ligger et iboende håb om forandring og forvandling.