Resonance of a Room
En gruppeudstilling med Julie Boserup, Malou da Cunha Bang og Pauline Kraneis
Periode
22. april - 22. maj 2022
Åbningstider
Fernisering: fredag d. 22. april kl. 17.00-21.00
Åben: tors-søn kl. 13.00-17.00 i perioden d. 22. april - d. 22. maj 2022
Plakater og billboard kan ses døgnet rundt i stationens ankomsthal og på pladsen under togbroen mellem d. 22. april - d. 25. maj 2022.
Kontaktperson: Malou da Cunha Bang, malou.bang@hotmail.com eller 81 29 58 13
Adresse: Ernst Kapers Vej 1, 2450 København V.
Udstillingen er støttet af Statens kunstfond, Rådet for visuel Kunst. Billboard og plakater er støttet af Slots- og kulturstyrelsen og Ny Carlsbergfondet
I udstillingslokalet udstiller Malou da Cunha Bang og Julie Boserup. Malous rum og Julies dekonstruerede designobjekter er tvetydige fremkaldelser af forventninger og drømme - på én gang skræmmende og dragende. Rummenes grænseløshed og objekternes forvandling skaber samtidig muligheden for transformation og måske et håb om forløsning. Begge kunstnere har til denne udstilling arbejdet med en blanding af collage, tegning og grafik. Julie har skabt en serie collager der tager udgangspunkt i ødelagte lamper, som hun enten selv ødelægger (vold) eller finder (skrald) - værker der arbejder med modsætningerne mellem lys og skygge, dekonstruktion og heling. Lamperne er genkendelige, men samtidig altid i forvandling, som krystalkugler, der viser glimt af andre steder, hvis man gnider på den. Malou er inspireret af (for hende) velkendte rum og det moderne hjems tvetydighed, som indkapsler det hyper-civilicerede selv i fremelsket isolation af overbelyste flader og velkendte kroge. Malous rum er badet i lys, der overeksponerer drømmen om det gode liv, samtidig med at rummenes mørke kringelkroge skaber et helle.
I plakatfrise og billboard udstiller Pauline Kraneis værket The Munros, der refererer til skotske bjerge. Hun har udviklet en kuglepenstegning, der strækker sig over femten plakater i stationens ankomsthal og viser stofkrumningerne i sengetøj, der både kan læses som et bjergpanorama og et privat opholdssted. Ben Nevis, der er afbildet på billboardet uden for stationen, og hvis bjergsti kunstneren har broderet med en uldtråd, er som det højeste bjerg i Storbritannien også en Munro. Værket kombinerer forskellige virkeligheder. Stationens virkelighed, der traditionelt er udsmykket med billeder af længselssteder, mens hjemløse mennesker etablerer deres nomadiske opholdssted her. Virkeligheden i hukommelse og fantasi. Og landkortenes og tegningernes virkelighed, på papir og i rum. Til tider overlapper rummene, og de forbindelser og irritationer, der opstår, skaber nye rum for at se og tænke.
Bio
Julie Boserups (f. 1976) værker tager afsæt i krydsfeltet mellem tegning, fotografi og collage. Hun har bl.a. udstillet på Det Nationale fotomuseum, Nivågaard Malerisamling, Statens Museum for Kunst og var sidste år aktuel med soloudstillinger på Viborg Kunsthal, Augustiana Kunsthal og Galerie Møller Witt. (www.julieboserup.com)
Malou da Cunha Bang (f. 1982) arbejder med kobbergrafik, tegning, video og collage. Hun har bl. a. udstillet i Danmark, Sverige, Portugal og Italien. Hun er repræsenteret i Statens kunstfond samling. Hun modtog A.M Lindells stipendie i 2021, og var nomineret til Queen Sonja Print Award og til QSPA Inspirational Award i 2020. (www.maloudacunhabang.com)
Pauline Kraneis (f. 1970) arbejder med tegning i det udvidede felt. Hendes værker har været udstillet bl.a.på: Kupferstichkabinett Berlin, Kunstmuseum Bonn, Arter Istanbul, Adam Art Gallery Te Pātaka Toi, Wellington, New Zealand og Galerie M+R Fricke Berlin og Düsseldorf. Hun bor i Berlin og Nyborg. (www.paulinekraneis.de)