Sommer kredser om erindring – både personlig og kollektiv. Om det subjektive eller systematiske blik på billeder og ord fra forskellige steder og tidspunkter såvel i nutiden som i historien.
Julie Boserups værk ”AKTUALIA” er en form for billeddagbog hvor hun har tegnet direkte ovenpå billeder i aviser fra sommerens løb. Når man splitter en avis ad og folder siderne ud, opstår der tilfældige sammenstød mellem forskellige billeder i avisen. Disse grafiske sammenfald er udgangspunktet for Julie Boserups viderebearbejdninger. Værket placerer sig i en form for kollektiv underbevidsthed eller visuel erindring.
Elsebeth Jørgensens poetiske og konceptuelle montageværk ”Langs Stien…” handler om at vandre i et landskabs stisystemer. Det er en installation af lyd, videoprojektion og fotomontage, hvor fortællingen, der springer i tid og rum, kredser om det at vandre som æstetisk handling. Værket er baseret på et udvalg af materiale fra indsamlinger i historiske billedarkiver blandet med fiktionsfragmenter fra bl.a. Henry David Thoreaus fortælling ”Om at vandre”, 1862 og Camillo Bruuns ”Fra Vendsyssel – Rejseindtryk og Optegnelser”, 1866. Arkiv- og fiktionselementerne går i samspil med Elsebeth Jørgensens egne registreringer og fra dialoger med forskellige folk på gåture og i lokalhistoriske arkiver. Lydmontagen er produceret med lyddesigner Tim Hinman og forfatter Martin Glaz Serup.
Sonja Lillebæks Christensens værk ”Take me Home to the Place I belong” er en række på 15 plakater i DSBs plakatstandere på stationen. Billedfrisen er en associationsrække over at vende hjem, at være tryg, at være fremmed og at være utryg. Billederne er hentet på nettet for at blive brugt i en roadmovie om forestillingen om at høre til et sted. Disse billeder blev dog til overs og kom aldrig med i filmen.
Anne Skole Overgaard har med blyant kopieret L. A. Rings maleri ”I havedøren. Kunstnerens hustru. Karrebæksminde” fra 1897. Ved at kopiere maleriet i dag leger hun med forestillinger om køn og med hvordan værker tit fortolkes ud fra kunstnerens liv. Den diskussion har originalen også rejst, idet kunstnerens hustru ser gravid ud på maleriet, men deres første barn blev født 2 år senere. L. A. Ring malede ofte mennesker på tærsklen mellem to rum og to tilstande.
Mette Moestrup, Amalie Smith og Olga Ravn læser til ferniseringen op af deres nyeste bøger. Mette Moestrups rytmiske, syngende oplæsning fra ”Dø, løgn, dø” understreger teksternes skiftende tonefald og Amalie Smiths ”I civil - en samling” tematiserer netop samlinger – både samling af to kroppe i forelskelse og videnskabelige samlinger på museer. Olga Ravn læser op fra ”Jeg æder mig selv som lyng” hvis digte lader billeder, erfaringer, fortid og nutid filtre sammen.
Udstillingen ”Sommer” kurateres af Anne Skole Overgaard og er nr. 2 i en serie udstillinger som består af ”Forår”, ”Sommer”, ”Efterår” og ”Vinter”.