Åbent d. 9. januar 17-21, d. 10.-12. januar kl 10-12 og 12. januar kl 13-17
SUN IS SHINING henter sin titel fra Bob Marleys reggaesang fra 1971, der for mange er synonym med en ubekymret og nydelsesfuld sommer. I dag er sangens tekst og melodi med til at fremhæve solens dobbelte natur: på den ene side en livsnødvendig og livsbekræftende kraft, og på den anden side en potentielt ødelæggende magt, der bidrager til stigende temperaturer, smeltende iskapper, hyppigere og mere intense vejrfænomener samt et stigende havniveau.Udstillingseventet har sit udgangspunkt i COPE (Copenhagen Center for Disaster Research) forskningsprojekt fra Københavns Universitet, der undersøger hedebølgers indvirkning på både mennesker og miljø, et projekt støttet af Dronning Mary Centeret. Projektet har til formål at øge bevidstheden om hedebølger, som udgør en betydelig risiko for fremtidens sundhed og velstand, og der arbejdes på at udvikle en helhedsorienteret tilgang til at håndtere problemer relateret til hedebølger.SUN IS SHINING kombinerer forskningen og kunsten. Med udgangspunkt på Sydhavn Station - et centralt knudepunkt for beboere, pendlere, turister og kunst publikum - søger eventet at lade kunsten på sine egne præmisser berige og nuancere klimadebatten, her kombineret med ny forskning på området.SUN IS SHINING er et samarbejde mellem forskere fra COPE (Copenhagen Center for Disaster Research) og Anne Langgaard, der har kurateret kunstnere til Sydhavn Station.
Tak
Event og udstilling er generøst støttet af
Dronning Marys Center (marycenter.ku.dk)
Global Development Network (development.ku.dk)
Tusind tak for støtten!
Adgangsforhold
Der er trinfri adgang til udstillingsstedet fra gaden af og adgang via elevator fra togperronen. NB På det seneste har stationens elevator været ude af drift, så vi anbefaler at man holder øje med DSBs hjemmeside for opdateringer.Der er et ubemandet offentligt toilet på pladsen udenfor stationsbygningen med adgang for kørestolsbrugere.