18th street ekko (overvåget væg i affekt, set på udefra):
Et ekko fra en anden station, et andet sted. En serie billeder fra 18th Street station i Chicago, en station i området Pilsen, et område der gennem årene har udviklet sig fra irsk/tysk til tjekkisk/polsk og nu overvejede bebos af mexicanske immigranter.
To personer går op af trappen mod toget på billedet. Det kunne være et ekko af to personer der går op af trappen mod toget på Sydhavn station. De kan repræsentere forskellige kulturer, forskellige historier, men de gør det samme på forskellige stationer omgivet af overvågede vægge med forskellige udsmykninger.
Take me Home:
Den tredobbelte video projektion er en flimrende fortælling i ord og billeder om at vende hjem, at være fremmed, at være utryg. Om at genkende og ikke at genkende. Videoen flimrer sig gennem en række scenarier fra Vestjylland og Vestvirginia, USA.
De to steder mødes gennem associationer og skilles ad igen af samme vej. Der er ikke noget endegyldigt - kun tankestrømme der går i ring og op i en spiral. Pete Townshend laver sine guitarmøllesving og en 7 meter lang vingespids falder af vindmøller i Lem.
Pete Townshend møder vi igen i sangen ”Teenage Wasteland” i forbindelse med en sørgelig fortælling fra den absolutte udkant: underklassen. Vi møder lettiske jordbærplukkere med lort på fingrene og vi møder Sonjas egen mor og dennes mand. Og vi får en lang historie om en trepunktsvending, en meget truende traktor og et indkørsel forbudt-skilt - der nok ikke gælder for de lokale.